Kom godt i gang

Minutmad er meget enkelt og hurtigt, og derfor vil min vejledning til dig bestå af disse 5 enkle trin:

  1. Start med opskrift eller tidstabel:
    Find en opskrift til minutmad, fx en af dem jeg anbefaler under: Opskrifter & tidstabeller, fra nogle af kogebøgerne under: God inspiration eller på nettet, hvor der efterhånden findes en del gode udenlandske sites.
    Hvis det kun er en enkelt råvare du vil trykkoge, fx en artiskok, kan du finde trykkoger tider i tidstabellen under: “Opskrifter & tidstabeller”.
    .
  2. Tilsæt vand:
    Følg opskriften eller tilsæt den anbefalede mængde vand i tidstabellen.
    Minutkogeren må aldrig koge tør, se under: Sikkerhed. På den måde adskiller den sig ikke fra en normal gryde, og det er også logisk, at der skal være lidt vand for at kunne lave damp.
    .
  3. Luk minutkogeren og start op:
    Luk låget tæt, sørg for at trykregulatoren er på plads, og skru nu op for varmen på kogepladen. Skru op på max. varme, så sparer du tid og får hurtigere gryden på tryk (På nyere modeller sidder trykregulatoren i låget, det er kun de gamle, hvor trykregulatoren består af en nåleventil og en lille vægt, at du skal sikre dig at vægten er på plads). Ellers vil du hurtigt opdage, at dampen ryger ud af låget i en tynd lodret stråle 😳 ). Hvor lang tid det tager før gryden kommer på tryk, afhænger af hvor meget vand der er i den. Ved supper bruger jeg altid el-kedlen til forvarmning af vandet for at spare tid.
    .
  4. Gryden er under tryk, nu starter tidstagningen:
    Når gryden er under tryk, skruer du ned for varmen og starter tidstagningen (Den kan typisk holde trykket ved en indstilling på kogepladen på 3-4. Har du skruet for langt ned, ser du det ved at trykket går af gryden. Så skruer du bare helt op igen, til der kommer tryk på, og skruer ned på ny) . Måden du kan se, at der er tryk på gryden, er forskellig fra model til model. På den klassiske trykkoger, hvor trykregulatoren er en nåleventil med en lille vægt, er det der, hvor det begynder at hvisle omkring vægten, og kort tid efter begynder den at dreje rundt. På de nyere modeller er det andre principper, typisk kan det være en lille “låsepind” som skyder op, men som sagt kan det være forskelligt, så find ud af hvilken model du har, og læs vejledningen!
    .
  5. Tag trykket af gryden og åbn låget:
    Når tiden er gået, kan du vælge mellem 2 forskellige måder at tage trykket af gryden:
    .
    Hurtig trykudligning: Den nemmeste og hurtigste måde er at sætte gryden i vasken og skylle låget med koldt vand, indtil trykket er gået af (Det tager mindre end ½ minut). Åbn/løft trykregulatoren for at checke, at der ikke kommer mere damp ud, og åbn forsigtigt låget (Selv om gryden er trykløs skal du være forsigtig når du åbner låget, dampen er stadig meget varm! Jeg åbner altid låget i retning væk fra mig selv). Alternativt kan du løfte gryden udenfor, stil den på et bord, og åbn for trykregulatoren indtil der ikke kommer mere damp ud. Det er sjovt at se hvor meget damp der udvikles, men det tager noget længere tid. Jeg bruger typisk hurtig trykudligning ved tilberedning af supper, hvor du er interesseret i at grøntsagerne skal bevare noget sprødhed.
    .
    Langsom trykudligning: Det er meget enkelt, du slukker bare for kogepladen og lader gryden stå til den er trykløs. Det er en metode jeg selv bruger til simreretter, hvor efterkogningen bare gør at kødet bliver endnu mere mørt, og hvis du alligevel skal vente på nogle andre retter, er det den smarteste måde.

 

Voila, nu er det bare om at komme i gang!